Hvad er en bro?

En bro erstatter en eller flere af de naturlige tænder og ”bygger bro mellem tænder”. Det er kunstige tænder på rad og række, der sidder permanent fast til de naturlige tænder (eller i implantater).

Hvad er en krone?

En krone er en kunstig tand, der sidder som en hætte over f.eks. rodbehandlede tænder, tænder med store fyldninger eller på knækkede eller misfarvede tænder. Den beskytter mod forfald og dækker den skadede tand. Materialer kan være porcelæn eller guldlegeringer.

En bro kan:
Forhindre tænder i at flytte sig ind på en tom plads.
 Er der en tom plads, hvor der tidligere har været en tand, vil nabotænderne langsomt rykke sig ind mod den frie plads. Det kan give problemer med forkert bid, fordi tænderne så ikke længere passer sammen med de modstående tænder. En bro vil holde de omgivende tænder på plads og samtidig udfylde pladsen mellem dem.

Fordele ved en bro:
• Tænderne på en bro ligner de naturlige tænder.
• En bro kan laves både med og uden implantater i knoglen
• En bro kan holde ca. 10 år, og endnu længere, hvis den er sat fast på implantater.

Behandlingen
Dentist.dk tandlægen starter med at bedøve det område, der skal arbejdes med. Skal broen sættes fast på implantater, er behandlingen som beskrevet på siden for implantater link. Ved denne behandling sliber man ikke i nabotænderne, hvilket er at foretrække, hvis de er sunde og raske. Skal broen sættes fast på eksisterende tænder, slibes disse i en konisk form, så der bliver plads til de kunstige tænder. Tandlægen tager et aftryk af hele tandsættet, hvorefter en tandtekniker kan lave en gipsmodel og endelig lave den færdige bro, så den passer perfekt.

Valg af farve på broen
Hvis broen skal have en overflade af porcelæn, skal tandlægen finde en farve, der passer til de øvrige tænder. Normalt har tandlægen en serie af små stykker porcelæn i forskellige farver. Tandlægen vil vælge den farve, der passer bedst ved at holde stykkerne op til de steder, hvor broen slutter op mod de naturlige tænder.

Broen sættes fast
Efter første behandling vil tandlægen sætte en midlertidig bro ind, så patienten kan tygge og smile uden store gener. Denne bro sidder dog ikke så godt fast som den permanente, da den skal være til at fjerne når patienten skal have den rigtige bro sat fast.
Når den permanente bro er lavet, er det tid til den afsluttende fase. Tandlægen tjekker, at broen slutter ordentligt til og at biddet er som det skal være, før han/hun cementerer broen fast til de slebne tænder. Der skal måske slibes lidt for at få broen til at passe perfekt.

Er der smerter efter en brobehandling?
Som ved en kronebehandling, kan der umiddelbart efter behandlingen forekomme spændinger i de berørte tænder. Spændingerne kan lettes med almindelig paracetamol. Husk altid at læse og følge instruktionerne på æsken. Hvis man har så kraftige smerter i en eller flere af tænderne, at man ikke kan slå pinen ned med smertestillende, kan det skyldes, at der er opstået betændelse. Så må man henvende sig til tandlægen igen.

Rodbehandling kan blive nødvendig

Når tandlægen sliber tænderne, som broen skal sættes fast på, kan han komme til at ramme en del af det bløde væv inde i tanden. Der kan være nogle små tynde forlængelser af nerven, som ikke kan ses på røntgen. I de tilfælde, hvor tandlægen vurderer, at en rodbehandling er nødvendig, foretages en rodbehandling. Dog vil behovet for en rodbehandling først vises sig senere i 5-10 procent af tilfældene. Det er derfor ikke nødvendigvis en fejl fra tandlægens side.


Hvorfor laver tandlægen så ikke en rodbehandling?
Hvis tandlægen rodbehandler alle tænder, inden broen bliver sat på, kan man undgå betændelse. Men i langt de fleste tilfælde er det ikke nødvendigt, og det er bedst at undgå at rodbehandle en tand, fordi den bagefter ikke er så stærk som en ”levende” tand.

Må det isne i tænderne efter bro behandling?
En tand bliver ofte mere temperaturfølsom, efter broen er sat på. Det er specielt i kanten ned mod tandkødet at kulde og varme kan føles som isninger. Det kan være generende, men kan mindskes med bestemte tandpastaer.

Mange forskellige materialer

Broer laves af mange forskellige materialer og i alle nuancer af tandfarver. Hvilket materiale der er bedst, kommer an på hvor i munden, broen skal sidde.

Metalkerne med keramik
Broer, der består af kerner af metal med tandlignende keramik ovenpå, kan bruges overalt i munden. Metallet i kernerne kan bestå af titan, guld eller en chrom/cobolt legering. Det bruges for at gøre tænderne stærkere. Keramiklaget gør, at tænderne får et naturligt udseende.

Metal er meget holdbart

Tidligere var det meget almindeligt at fremstille broer af rent metal. Det er den stærkeste variant af broer, og bliver derfor brugt bagerst i munden, hvor der kræves en stærk tyggeflade. Men det er de færreste, der bryder sig om at have en hel række metaltænder i munden. Det kan være på grund af en øget risiko for allergi, men mest af kosmetiske grunde.

Zirconium – et nyt keramisk materiale

Zirconium er et nyt keramisk materiale. Det er næsten lige så stærkt som metallerne, men risikoen for allergi er mindre. Zirconium bruges i kernen af tanden med et lag porcelæn udenpå for at få det mest naturlige udseende. Disse materialer bliver solgt under navne som Procera AllCeram, Denzir, Empress og Vita-InCeram.

Broer kræver daglig pleje
Ligesom naturlige tænder kræver broer daglig pleje for at holde længst muligt. Holdbarheden er dog også afhængig af, hvordan tænderne bliver brugt. Generelt kan man forvente, at en bro holder i 10-15 år. Ofte er det caries i de tænder, som broen sidder fast på, der giver problemer. Derfor er det vigtigt at bruge tandbørste og tandtråd dagligt. Man kan få speciel tandtråd til broer.

Kroner som alternativ til broer
Et alternativ til broer er kroner, der er enkeltstående, kunstige tænder, som enten sættes fast på en beskadiget tand eller et implantat. Kroner er det bedste alternativ, hvis nabotænderne er sunde og raske. Kroner kræver ikke nødvendigvis, at man skal slibe i andre tænder.